2857 piger, kvinder, børn, voksne - tøser hele banden - løb tirsdag aften tøseturen i Vognsbølparken i Esbjerg. Blandt dem flere ETOM-atleter, og de gjorde opmærksom på sig selv og på klubben på bedste vis.
Kirsten Pettersson vandt den lange distance, 6,1 kilometer, i tiden 22.15. Det var mere end to minutter hurtigere end nærmeste konkurrent. Den 25-årige triatlet fra Esbjerg vandt dermed løbet for tredje år i træk, og faktisk også sin anden sejr på få dage. I weekenden vandt hun Skjern Bank-løbet i Bramming. På den korte distance, 3,5 kilometer, kæmpede en kvartet af ETOM-atleter om de bedste placeringer. Maria Korup blev nummer to i tiden 13.27, mens Lykke Krarup kom i mål på tredjepladsen blot fem sekunder langsommere. Pigerne Nina og Eline blev samlet nummer otte og ni i tiderne 15.43 og 15.48, men satte sig sikkert på de to øverste pladser i aldergruppen 10-12 år.
Næste opgave for klubbens bedste atleter bliver weekendens DM i Duathlon i Aalborg.
|